Hvorfor?

Velkommen til min hjemmeside og mit første blog-indlæg.
Jeg har altid skrevet historier, krimier, noveller, tegneserier og romaner. Lige så længe, som jeg har kunnet skrive. For et par år siden blev jeg udfordret til at prøve at udgive noget af det.

Det første blev min krimi BEDRAGET om retsmedicineren Pia Holm. Det er en historie, der har ulmet i mit hoved, siden jeg læste medicin. Da jeg har et fuldtidsjob, børn og et stort hus, har det taget mig knapt tre år at skrive den med lange perioder, hvor jeg slet ikke har haft tid til at beskæftige mig med den. Men nu er den her.
Efter en tur rundt til de største forlag besluttede jeg at udgive den på et tysk forlag, da jeg ikke ønskede at ændre i historien. Det var vigtigt for mig, at hovedparten af fortællingen foregik på Falster, hvor jeg selv er vokset op og bor. Det ville jeg ikke gå på kompromis med.

Pia Holm opstod med inspiration fra flere af mine medstuderende på medicinstudiet, og hun indeholder naturligvis også en del af mig selv. Lige som Pia Holm, holdt jeg af at fordybe mig i den historie, en dissektion kunne fortælle. Men jeg holder også af at dykke ned i det menneskelige sind. At stille spørgsmål og søge at finde svarene dertil.
Få genrer er så velegnede til dette som krimien. Døde kroppe lyver ikke. Et menneskes historie bliver åbanbaret side for side, når efterforskerne graver i personens liv. Hvad får et menneske til at begå den ultimative forbrydelse: at slå et andet menneske ihjel? Hvad er deres bevæg grunde til det? Og hvad med alle dem, det berører?

Det er ikke alle, der forstå min fascination af mord, død og detaljer, eller det, at jeg finder inspiration i alt, hvad jeg ser og oplever. Inspiration til scener i en historie. Det kan være en grøn eng, en idylisk skov eller et udtryk i en mands ansigt, der sår kimen til en ny historie. Det er vigtigt for mig at få skrevet et par ord om denne inspiration inden jeg glemmer den igen i en travl hverdag. Derfor har Steve Jobs opfindelse af iPhonen også været den største gave til mig som forfatter. Jeg kan tage et billede af det jeg ser, når jeg ser det, og jeg kan skrive stikord eller hele scener ned med det samme. Før rendte jeg altid rundt med små lommebøger og skitseblokke i min taske. Faktisk er mindst halvdelen af min næste bog, romanen HVAD DU ØNSKER, skrevet i noter på min iPhone. Fantastisk opfindelse. Tak Steve.

SaveSave

Comments (1)

  1. Et nyt kapitel er her påbegyndt for mig. Jeg bemærkede godt at du samtidig med at følge med i hvad der foregik på Hovedbiblioteket i KBH. arbejdede med din iPhone, må det ha’ været.
    Tak for det indblik jeg her har fået i den nye teknik.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.