“Hvordan kan du skrive en bog fra side 1 til 321 og have alle detaljerne på plads?” er jeg flere gange blevet spurgt. I dette lukkede forum kan jeg afsløre, at det gør jeg heller ikke.

Jeg har plottet på plads og den overordnede handling, som for eksempel at Lars skal møde Pias mor, eller at Pia skal forelske sig, hvem der myrder hvem, men jeg skriver ikke fra kapitel 1 til kapitel 20 og så videre, indtil jeg sætter det sidste punktum efter kapitel 75. Jeg springer faktisk rigtig meget rundt i handlingen, når jeg skriver.

Det er for eksempel ikke alle dage, jeg har lyst til at skrive om en obduktion, eller alle dage jeg er i humør til at skrive om Pias erotiske udfoldelser. Men fordi jeg kender handlingen gennem hele bogen, kan jeg starte med at skrive alle obduktionerne og den næste dag beskrive de romantiske forviklinger. Eller noget helt tredje.

Måske beskriver jeg først mordet til sidst, eller som det første. Det er meget forskelligt. Men ud over det, så styrer personerne faktisk ret meget selv. Lige nu skriver jeg på fortsættelsen til BEDRAGET, og jeg havde planlagt at Pia skulle forelske sig i en ganske bestemt person, som jeg også præsenterer i bogen. Det skete bare ikke. Hun falder for en helt anden! Og så er det jo min udfordring at få det til at passe ind i historien.

Derfor synes jeg også altid, det er spændende at sætte mig til tasterne, for jeg ved aldrig helt hvad der sker. Overordnet, jo, men ikke helt alligevel… Og det gør det rigtig spændende at skrive.

Det er heller ikke altid, jeg kender alle de steder, karaktererne bevæger sig rundt. Så må jeg jo springe let og elegant hen over den scene og vente med at beskrive den, til jeg har haft mulighed for at komme forbi. I fortsættelsen til BEDRAGET er Lars til en bisættelse i Klosterkirken i Nykøbing F, men jeg har svært ved at beskrive den, fordi det er mange år siden, jeg har været der. Derfor må det kapitel vente lidt med at blive skrevet færdig.

Nogen gange sker der også noget, jeg ikke ved en masse om, og så er det jo godt at kende en masse mennesker, jeg kan ringe til eller at have en god bibliotekar på det lokale bibliotek.

BEDRAGET på biblioteket

SaveSave

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...Facebooktwittergoogle_pluspinterestby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.