Det tog mig to år og mange udgifter til porto og printer-patroner, at få udgivet min første bog. Undervejs forsøgte jeg at komme med i forskellige fora af forfattere, for at få fif og gode indspark til, hvordan jeg skulle komme igennem nåleøjet til forlagene. Men der var lukket hele vejen rundt.

Forfatterforeningen krævede, at jeg havde udgivet mindst en bog, for at jeg kunne blive medlem. “Jamen, det er jo nu, jeg har brug for jeres hjælp, meget mere, end når jeg har udgivet min første bog, for så ved jeg jo, hvad det kræver.” Men min tryglen hjalp ikke. Der var lukket alle steder. Det var lidt lige som, at være den grimme ælling i andeflokken. “Du er ikke en af os. Du ligner ikke os.”

Jeg sendte mit manuskript rundt til mange forlag, der alle skulle bruge mindst tre måneder til at vurdere det, og ingen ville give et ordentligt svar på et afslag, andet end at det ikke passede i udgivelsespolitikken. Langt om længe lykkedes det dog at finde et forlag. Vi forhandlede i ret lang tid, før de pludselig krævede, at jeg ændrede stedet, krimien foregik, fra Sydhavsøerne til et “Mere sexet sted, som fx Møn.”
Det overvejede jeg ikke så længe, før jeg afbrød samarbejdet med dem. Møn er smuk, bevares, men det er Lolland og Falster også. Og hvordan skal Sydhavsøerne nogensinde blive “sexede”, hvis vi ikke må skrive om det?

Jeg fandt så et tysk forlag, som gerne ville udgive min bog og ud kom den, trods begynder vanskeligheder. Og det sjove var, da jeg havde udgivet en bog, så var jeg pludselig velkommen i alle mulige forfatterfora. Dørene stod helt åbne og det var lige før den røde løber var rullet ud! Dagen efter skrev jeg sammen med Leonora Christina Skov, Sissel-Jo Gazan og mange andre kendte forfattere. Jeg var fra den ene dag til den anden blevet, måske ikke ligefrem en svane, men så i hvert fald en ælling, så jeg kunne accepteres af flokken.

SaveSave