Jeg var ikke ret gammel, da det gik op for mig, at alle andre ikke oplevede lige så meget af verden, som jeg gjorde. At alle andre ikke tog alt ind og oplevede omgivelserne så intenst. Og først for ganske få år siden gik det op for mig, at alle mennesker ikke husker alt, hvad de har oplevet i hele deres liv.
Det gør jeg. Det er både en styrke og en forbandelse.
I mange år oplevede jeg det kun som en forbandelse. Det er ikke nødvendigvis rart at sætte sig ved siden af en person og føle det han eller hun føler. Sorg, glæde, vrede, stress, lykke… Længe kunne jeg faktisk slet ikke finde ud af, hvad jeg selv følte; jeg var jo så fyldt af alle andres følelser.
Nu har jeg lært at skelne. Jeg har lært at mærke efter om den følelse af nervøsitet, som jeg pludselig bliver ramt af, er min egen, eller det er den person jeg taler med, der føler sig nervøs.
Jeg har lært at sætte et forsvarsværk op, et filter kan man kalde det, der holder det meste ude, når jeg ikke har behov for at “læse og se” andre på så dybt et niveau. Og bare rolig, jeg kan ikke læse tanker, kun mærke følelserne. Men det forsvarsværk bliver svækket, hvis jeg i længere tid ikke har haft mulighed for at lade det op, læsse af, ved at skrive, tegne eller male. Når mit forsvarsværk er svagt bliver jeg lettere stresset, fordi jeg jo bliver bombarderet med mange flere informationer, oplevelser, følelser…
Jeg har lært mig selv at bruge alle de oplevelser og indtryk, jeg bliver bombarderet med. Ved at skrive. Mine skriverier er mit afløb, der gør at jeg ikke flyder over, fordi andre flyder ind i mig.
Derfor har jeg også brug for alenetid, helst hver dag. Tid, hvor jeg ikke skal bruge energi på at opretholde mit forsvarsværk for ikke at blive overstrømmet af følelser og indtryk. Og rigtig ofte bliver min alenetid til skrivetid, fordi det giver mig mulighed for at bearbejde de mange indtryk.
