Forundret og overrasket – om aktiv og passiv indkomst

Gittemie bogreolJeg har lige modtaget min avance fra BoD for de sidste tre måneders salg, hovedsagligt for salg af BEDRAGET. Og jeg bliver lige overrasket hver gang, over at jeg kan blive ved med at sælge bøger. Samtidig er jeg forundret over det fantastiske i, at noget jeg skrev for seks år siden, stadig kan give en indtægt.

Det kan kaldes passiv indkomst. Indkomst kan inddeles i aktiv og passiv indkomst. Aktiv indkomst er det du tjener, som kræver din tilstedeværelse, fx et ganske almindeligt lønmodtagerjob, der kræver at du møder op hver dag og udfører et arbejde igen og igen for at blive ved med at blive betalt for det. Modsat passiv indkomst, som er indkomst du får ved at gøre en indsats én gang og så blive ved med at få betaling for det. Det er for eksempel aktier, mange e-kurser, musik, bøger, e-bøger og lydbøger.

Som forfatter har jeg begge typer indkomst. Den aktive indkomst er oplæsninger og foredrag, mens den passive er salg af mine e-bøger og bøger. Og det er den sidste jeg bliver lige forundret over hver gang. Tænk at jeg kan sidde her ved min Mac og skrive en bog, som der seks år senere er en der køber og – forhåbentlig – læser. Det er da fantastisk!

Hvis du også kunne tænke dig at skabe en passiv indkomst, så kom til BoD’s selvudgiverdag og lær hvordan.

SaveSave