Gittemie_CPH_CrimeSidste weekend var der for første gang krimimesse i København – Copenhagen Crime. Jeg var inviteret til at interviewe forfatter Ole Clifford søndag på blå scene. Da jeg samtidig var på seminar for at lære at holde inspirerende foredrag, havde jeg desværre kun tid til at kort visit på messen. Faktisk var jeg lige ved at melde afbud, da jeg fandt ud af at krimimessen lå samme weekend, som det seminar jeg havde været skrevet op til i næsten et år. Men jeg er glad for at jeg lige smuttede fra seminaret for at deltage på Copenhagen Crime.

Jeg tastede Østerbrohuset ind på GPSen og kørte mod København Ø, mens jeg varmede stemmen op til tonerne fra min playliste. GPSen insisterede på at jeg var ankommet til destinationen, da jeg kørte forbi en stor grå bygning med røde vinduer, så jeg fandt en parkeringsplads, mens jeg undrede mig over:
1. At der var masser af ledige parkeringspladser
2. At der ikke var nogen skilte der viste vej til indgangen til Copenhagen Crime.
Jeg glædede mig over at det var gratis at parkere og gik mod bygningen, mens jeg tænkte, at indgangen vel måtte være på den anden side af bygningen og at der sikkert var skilte der.
Men jeg var hele vejen rundt uden at finde noget der lignede en indgang til en messe. Jeg er heldigvis ikke bange for at spørge om vej, så jeg henvendte mig til en mand på gaden. Men han talte kun engelsk og var ikke kendt i området. Alle andre jeg så talte i mobil eller gik og så ned i deres mobilskærm.

Politi_CPH_CrimeTiden nærmede sig, så jeg googlede adressen og fandt den på mit kort – 100 meter længere nede ad gaden på den anden side af den befærdede Strandboulevard. Og rigtig nok, straks jeg kom over fodgængerfeltet var jeg ikke i tvivl om, at jeg var på rette vej. Der var flag, telte og en masse politibiler.

Jeg kom i tanke om at jeg havde glemt at spørge om indgang, da jeg lavede aftalen om at interviewe Ole. Jeg fik øje på et skilt hvor der stod VIP og presse og henvendte mig der.
“Hej, Gittemie Eriksen.”
“Velkommen,” svarede den unge mand, mens han lod øjnene løbe ned over sin liste. “Du skal på blå scene. Ved du hvor det er?”
“Nej”
“Når du kommer gennem indgangen fortsætter du lige ud. Det er for enden af bygningen. Du må meget gerne være klar ved scenen ti minutter før.”
“Tak”
Lige bag indgangen var et telt med orangescene, hvor der måske var plads til ti tilskuere ad gangen. Jeg tænkte at navnet var en kontrast til Roskilde festivals orange scene.
Jeg nikkede til vagterne ved indgangen og så mig omkring, da jeg kom ind i bygningen. Det var ikke så stort. Som en hal med boder rundt omkring og den store scene for enden. Det var messens største.

Gittemie_&_Ole_Clifford250Jeg fandt Ole Clifford siddende på den bagerste stolerække, mens Dennis Jürgensen underholdte på scenen om skiftet fra ungdomsforfatter til krimiforfatter. Vi blev enige om at finde scenefolkene, så vi kunne være klar til at overtage scenen efter Dennis. Ved siden af scenen fik vi øje på en dør med et skilt: BACKSTAGE

Back_stage_Cph_crimeWauw! Lige hvad jeg manglede i Horsens, hvor forfatterne ikke havde mulighed for at trække sig lidt tilbage fra den megen opmærksomheden, uden at forlade messen.

Bag døren ventede venlige og hjælpsomme folk, der tilbød os kaffe eller vand, inden vi skulle på scenen. Vi takkede begge ja til vand og fugtede stemmebåndene, inden det blev vores tur. Vi blev instrueret i at bruge mikrofonen og fik at vide, at vi bare skulle tage den med ro, for de havde indlagt god tid. Vi holdt os klar og nåede lige at hilse på Dennis Jürgensen, inden det blev vores tur. Back_stage_CPH_crime_Ole_Clifford

Jeg overvejede kort om jeg skulle fortælle ham at det var ham, der havde introduceret mig for kondomer i syvende klasse – til klassens drenges store morskab, men lod være, da vi jo skulle på scenen nu og han virkede som om han ikke havde lyst til at tale.

Ole og jeg indtog de bløde, hvide møbler og gik i gang med vores snak. Vi havde en hyggelig samtale og jeg var glad for at erfare, at publikum kunne mærke vores gode energi helt nede på tilskuerpladsen.

Det er altid en fornøjelse at tilbringe tid med Ole Clifford, der er uddannet journalist og tidligere international forretningsmand med base i USA. Han begyndte at skrive på de lange flyrejser og i 2002 sprang han ud som fuldtidsforfatter og bosatte sig i Sakskøbing. Jeg mødte ham første gang til en oplæsning under Nakskov Kulturfestival og fandt efterfølgende ud af, at vi begge var medlem af den lokale forfatterforening. Vi har siden sparret med hinanden om alt omkring vores forfatterskab.

Gittemie_Ole_Clifford_pa_scenen_CPH_crimeHvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Oles forfatterskab kan det varmt anbefales. Han har – lige som jeg – to grene i sit forfatterskab. Han skriver nemlig også både romantiske romaner og spændende krimier med et internationalt snit. Jeg havde fået lov at læse hans kommende udgivelse, Broderskabet, som vi talte om på scenen. Og Oles fortid fornægter sig ikke, for han gør sig på bedste vi i den internationale spændingsgenre, hvor han beskæftiger sig med store emner som genmanipulation, grådighed og bankkriser. Broderskabet er ingen undtagelse, for her løfter Ole sløret for, hvad der er blevet af tempelridderne.

Claus var så venlig at skrive til mig efter vores optræden:

Det var et kanon interview, du fik holdt med Ole Clifford. I klingede rigtig godt sammen.

Tak for det, Claus. Det er altid rart at vide, om man når uden for scenen.

Gittemie_&_JussiEfter vores optræden fik jeg hilst på de flinke folk fra politihistorisk forening og takket dem for den fine fremvisning af Politigården, inden jeg skulle videre tilbage til mit seminar.

Jeg nåede lige at se Lone Theils og Leif Davidsen omkring en bogbod, inden jeg hilste på Jussi, der var alle vegne på messen – uden at være der alligevel. Så blev det heller ikke denne omgang vi mødtes.

Det var en velarrangeret messe, som jeg håber får lov at finde sin plads i fremtiden. Så på gensyn til næste år, Copenhagen Crime.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...facebooktwittergoogle_pluspinterestby feather